Mine bedste skrivetips #1: Skriv for dælan!
I denne serie giver jeg mine bedste tips til hvordan du kan arbejde som forfatter eller forfatterspire. Dét jeg deler er ikke ultimative sandheder. Jeg fortæller ud fra mine egne erfaringer, så de kan fungere som inspiration til at du kan finde din egen proces.
Rigtig god skrivelyst!

Tekst kan du redigere. Ingen tekst kan … ingenting.
Det er skræmmende når man har fået den gode ide, og man sidder med cursoren blinkende i det tomme dokument og skal til at i gang med at forvandle sin ide til tekst.
Hvad nu hvis man ikke kan yde den retfærdighed?
Jeg tror det er en frygt mange af os sidder med. Ideen er et koncept, en flygtig sæbeboble, gnisten der giver liv til din historie.
Min erfaring er ideerne aldrig bliver helt sådan som de føles, men det er også i orden. De bliver noget andet, og meget mere, når først man går i gang med at forvandle dem til tekst.
Det er til gengæld helt afgørende at gøre netop det: Forvandle ideerne til tekst.
Uanset hvor fantastisk en ide du har, så bliver den aldrig til en bog hvis ikke den bliver skrevet ned.
Gå tidligt i gang med at skrive
Jeg er altid i gang med at skrive relativt tidligt i min proces. Gerne inden ideen har nået at manifestere sig til mere end blot et (meget) løst koncept. Det er en helt bevidst strategi for mig at planlægge så lidt som muligt, for på den måde at have frie tøjler til at lade teksten diktere retningen.
Tit ender jeg et helt andet sted end jeg troede, men jeg elsker den rejse det er. Elsker at skrive en tekst uden at vide hvor ideen fører mig hen.
Skrivesprint
Når jeg skriver, gør jeg det hurtigt og intensivt. Gerne over en måneds tid hvor jeg skriver på teksten hver eneste dag. Jeg ser mig aldrig tilbage, og læser ikke det fra dagen før – udover de sidste par linjer for at samle tråden op fra der hvor jeg slap dagen forinden.
På den måde undgår jeg at hænge fast i stavefejl eller dårlige formuleringer eller tvivl om hvorvidt plottet er godt nok, og holder fokus på den egentlige opgave: At skabe fremdrift.
Jeg vil have ord på papiret. Masser af dem, og uden at stille spørgsmålstegn ved deres værdi eller udformning.
Kvantiteten skal nok blive til kvalitet i den videre proces.
Først og fremmest handler det om at få skrevet dét ned, jeg gerne vil sige. Det er en tilgang jeg bruger uanset om jeg skriver bøger, emails eller juridiske notater. Det var sådan jeg skrev mit speciale, og sådan jeg har skrevet samtlige af mine bøger.
Ord på papiret giver mig nemlig noget at arbejde videre med, og for mig er dét fundamentet for en bog.