I forbindelse med en giveaway på Instagram lovede jeg at vinderen måtte vælge en scene fra en af mine bøger, som jeg ville skrive fra et andet perspektiv. Vinderen valgte kapitel 39 i Academia 1: Den anden komponent fra Magnus’ perspektiv, og det har jeg så skrevet. Vær opmærksom på at teksten indeholder spoilers for Academia.

---

Isaiah Magnus fornemmede stadig tyverialarmens ringen i sine ører, da han skyndte sig ind ad hoveddøren til New Yorks Universitet for Hermetik. I mørket virkede forhallen ikke nær så stor som den gjorde i dagslys, og han opdagede øjeblikkeligt de to tilstedeværende. I dagtimerne summede rummet af aktivitet idet studerende og forskere myldrede hen over det blanke parketgulv på vej til deres laboratorier, men på denne side af midnat henlå det sædvanligvis i stilhed. 

“Hvad i alverden laver du, Himlan?” Isaiahs stemme rungede i den tomme forhal hvor miss Himlan stod fanget i lyskeglen fra en lommelygte på trappen i midten. Hun havde en bunke sagsmapper under armen og en skuldertaske slynget over den mørke skjorte. 

Nattevagten, Simmons, hoppede forskrækket ved lyden af Isaiahs stemme og fik affyret et skud der ramte et sted i mørket bag den unge minor. Hun kiggede ikke engang efter det, men holdt sine grønne øjne fokuseret på Isaiah. Hans spørgsmål besvarede hun heller ikke.  

“Simmons, forklar mig hvad der foregår her!” bjæffede Isaiah, selvom han allerede havde gættet at den tidligere studerende måtte have aktiveret alarmen. Han kneb øjnene sammen for at læse teksten på mappen i hendes arme. I sine seksten år som rektor havde han aldrig før oplevet at vågne midt om natten til den gennemtrængende lyd af tyverialarmen der hylede i hans embedsbolig. Nu stod han her med den lilla kappe hastigt trukket hen over sin stribede pyjamas, og så på det sidste menneske han havde forventet ville gøre sig skyldig i indbrud. 

“Hende der og hendes mandlige ven triggede alarmen fra laboratoriet i 3.25.B,” forklarede Simmons der endnu en gang pegede sin revolver på miss Himlan. 

“Den del kunne jeg godt regne ud. Hvorfor tror du jeg står her?” spurgte Isaiah utålmodigt. 

”Åh. Jeg havde glemt at embedsboligen er koblet på alarmen til 3.25.B,” indrømmede Simmons.

“Jeg kan ikke se nogen ‘mandlig ven’. Hvor har du gjort af ham?” 

Isaiah kneb øjnene sammen for bedre at kunne se skriften på de dokumenter miss Himlan stod med. Ingen af de eliksirer som befandt sig i hans personlige laboratorie måtte falde i hænderne på fremmede. Ikke engang en harmløs minor. 

Vagten var helt rundt på gulvet og plaprede løs om små flasker og giftig røg, men det eneste Isaiah hæftede sig ved var at den indtrængende mand angiveligt ikke var i besiddelse af Isaiahs projekter. 

Han vendte blikket imod miss Himlan igen. Noget glimtede i hendes hånd da lyset fra lommelygten fangende det. Først da bemærkede han den lille flaske. 

Han stivnede. Selv på afstand genkendte han den skinnende livseliksir.  

”Hun har manipuleret dig,” konstaterede han stift. “Den flaske der udvikler ingen røg.”

Miss Himlan trak på skuldrene som om hun ikke anede hvad hun stod med. 

“Så er der vel ikke noget til hinder for at jeg smider den?” sagde hun og gjorde mine til at kaste den fra sig.

Uvilkårligt gibbede det i Isaiah, og han strakte hånden ud som for at gribe den. Det var håbløst for hun stod for langt væk til at han ville nå det inden den ramte gulvet.

“Det tænkte jeg nok.” Hendes tonefald var selvtilfredst.

Isaiah bed tænderne sammen, da han indså at han havde undervurderet hende. Hendes uvidenhed var skuespil og hun vidste præcis hvad hun havde stjålet. 

Hvordan kendte hun til hans projekt? Ingen vidste hvad han havde arbejdet med de sidste fire år. Ikke bestyrelsen. Ikke engang Mariah var indviet i det fulde omfang af hans forskning, selvom hans datter var den eneste han stolede nok på til at betro sine hemmeligheder. 

“Himlan, du aner ikke hvad du leger med!” sagde han og kunne ikke helt holde en rysten ude af sin stemme. Han holdt skarpt øje med flasken som hun trillede rundt i sin håndflade. 

Det føltes som en provokation. Et indtryk der kun blev understøttet af at det næste hun sagde var: “Jeg leger ikke længere.”

“Skal jeg skyde hende?” spurgte Simmons. 

Isaiah sendte ham et hvast blik.  

Miss Himlans taske klirrede ildevarslende da hun trak i stroppen, og hans mørke øjne søgte hende igen. 

“Jeg ved ikke hvor skrøbelige de her flasker er, men jeg har tasken fuld af dem, og jeg tænker vi finder ud af det lige straks hvis du forsøger at skyde mig.” Hendes smil var koldt og det kriblede ubehageligt under hans hud. 

“Hold for himlens skyld op med at pege den revolver på hende!” snappede han og Simmons sænkede endelig sit våben.

Isaiah havde brug for en måde at få eliksiren ud af hænderne på miss Himlan, der langsomt bevægede sig sidelæns i retning af døren. Det øjeblik hun trådte udenfor, var hans chancer for at få den tilbage væsentligt reduceret. 

“Ved du hvad du står med?” spurgte han konverserende, mens hans tanker kredsede om at løse det foreliggende problem. Eliksirer, sagsmapper, den unge minor. Han kalkulerede sandsynligheden for at vriste det fra hende. Chancerne for at beskadige dokumentationen eller eliksirflaskerne og muligheden for at hun var i besiddelse af flere giftige overraskelser. I princippet var han ligeglad med om der skete noget med minoren, men han vidste at det ville blive frygteligt besværligt for universitetet at bortforklare et dødsfald i deres forhal. Særligt dødsfaldet af miss Himlan som allerede havde skabt rigeligt problemer for dem. Da han valgte hende til opgaven med at efterforske domhuskollapset havde det virket som en klog løsning. En elegant løsning ligefrem. En ubetydelig studerende med en stærk personlig interesse i at opklare sagen til universitetets fordel. En føjelig person hvis narrativ let kunne vendes imod hende hvis resultatet af efterforskningen ikke satte universitetet i et heldigt lys. Det virkede samtidig som en passende straf for mestrene Himlan at deres eneste datter risikerede at miste sin kappe hvis ikke hun formåede at rense hermetikerne for skyld i sagen.   

“Jeg har skimmet noget af baggrundsinformationen,” sagde miss Himlan.

“Hvordan vidste du overhovedet at jeg arbejdede på det projekt?” spurgte han og stak hænderne i lommen på sin lilla kappe, så den lukkede sig tættere om ham og skjulte den stribede pyjamas indenunder.

“Det gjorde jeg ikke,” svarede hun.

Isaiah kontrollerede omhyggeligt sit ansigtsudtryk. Hvordan havde hun været så usandsynlig heldig at falde over det alligevel? Hvis han havde været et overtroisk fjols af en astronom ville han have troet det var stjernernes måde at hævne sig på ham for ikke at have afværget skandalen inden universitetet blev hevet igennem sølet. Som om det ikke var straf nok at han havde borgmester Henley i telefonen hver eneste dag. Hvordan New Yorks borgere kunne betro sådan et hverv til en kvinde med hendes manglende uddannelse var udover hans fatteevne.  

Miss Himlan kantede sig nærmere døren. 

“Det er et spændende projekt,” sagde hun. 

Han bed tænderne sammen og løsnede med en vis anstrengelse sin kæbe igen. Hun talte om hans livsværk, som var det et hyggeligt lille projekt han dimsede med efter arbejde, og ikke en opfindelse der ville indskrive ham i historien. 

“Det er Projektet,” sagde han.  

Hun havde alle kortene på sin hånd og hun vidste det. Ikke alene vidste hun det, men hun ønskede at han skulle vide at hun vidste det. 

“Ved bestyrelsen godt at du arbejder på det?”

Han svarede ikke, akut bevidst om at hans tid var ved at rinde ud. Hun var allerede alt for tæt på døren. 

“Jeg har alle flaskerne og dokumenterne bag,” sagde hun og bekræftede Isaiahs frygt. 

Hun havde i sandhed alle kortene på sin hånd. 

Isaiah havde sjældent svært ved at finde på noget at sige. Faktisk kunne han kun komme i tanke om et enkelt tilfælde tidligere, hvor han havde været ude af stand til at formulere et svar og det var da Mariah annoncerede at hun ikke ville søge optagelse på universitetet. Dengang havde han et øjeblik frygtet at hun ville gå i sin mors fodspor på Pythia, men det viste sig heldigvis at hun var mere interesseret i at sælge kapper end at bære dem. 

”Det … det kunne du ikke finde på!” sagde han til miss Himlan. Indtil dette øjeblik havde han ikke troet at hun virkelig ville stjæle hans forskning. Ikke rigtigt. Men nu var han ikke længere i tvivl om at hun mente det. Hun stod med hans livsværk i hænderne og hun havde tænkt sig at gå derfra med det. 

Han knyttede hænderne i lommen og borede fingerspidserne ind i sine håndflader for at minde sig selv om ikke at miste fokus, selvom han ikke længere vidste hvad hun var i stand til. 

Hun sagde intet, men trådte blot endnu et skridt i retning af døren.

Panik truede med at overvælde ham, men han undertrykte sine følelser med en effektivitet der kom af års træning. Om et øjeblik ville hun træde ud ad døren med hans opfindelse, og det eneste han kunne gøre nu, var at sørge for at hun ikke offentliggjorde den i sit eget navn. 

“De ville aldrig tro dig hvis du påstod at det var din opfindelse,” sagde han. “Du er i forvejen utroværdig på grund af efterforskningen. De vil tro at du finder på det for at skaffe en vej tilbage til universitetet.”

Det svarede hun selvfølgelig heller ikke på, men han håbede at han havde plantet tvivl nok til at købe sig tid til at skaffe eliksiren tilbage inden hun forsøgte at tage æren for hans arbejde. 

“Må jeg spørge om en ting?” spurgte hun i stedet, men ventede ikke på tilladelse. “Hvad havde du tænkt dig at gøre med det når det var færdigudviklet?”

Hun vidste tydeligvis også at hun ville slippe afsted med det hele i sin besiddelse. Isaiah borede fingrene endnu hårdere ind i sin håndflade for ikke at række ud og flå eliksiren ud af hænderne på hende. Det ville ikke hjælpe og han risikerede at beskadige flaskerne. 

“Ikke noget,” sagde han fraværende, allerede halvt i gang med at planlægge hvordan han skulle skaffe eliksiren tilbage. “Jeg ville bare bevise at det er muligt. Ligesom alle andre hermetikere. Hvad har du tænkt dig at gøre med det?” Han spurgte uden reelt at forvente et svar.

Miss Himlan bakkede et par skridt indtil hun stod indrammet af i det diffuse lys fra gadelamperne på den anden side af hoveddøren. Hun så ung ud, men han havde lært ikke at undervurdere det stædige drag om hendes mund eller lade sig narre af de uskyldige grønne øjne.   

“Det vil tiden vise,” var det sidste hun sagde inden hun forsvandt ud i natten. 

”Du er fyret,” var det sidste Isaiah sagde til Simmons inden han fulgte samme vej.