Ikke-kategoriseret
-
Bonus-scene: Academia 1, kapitel 39 fra Magnus’ perspektiv
I forbindelse med en giveaway på Instagram lovede jeg at vinderen måtte vælge en scene fra en af mine bøger, som jeg ville skrive fra et andet perspektiv. Vinderen valgte kapitel 39 i Academia 1: Den anden komponent fra Magnus’ perspektiv, og det har jeg så skrevet. Vær opmærksom på at teksten indeholder spoilers for Academia.
Isaiah Magnus fornemmede stadig tyverialarmens ringen i sine ører, da han skyndte sig ind ad hoveddøren til New Yorks Universitet for Hermetik. I mørket virkede forhallen ikke nær så stor som den gjorde i dagslys, og han opdagede øjeblikkeligt de to tilstedeværende. I dagtimerne summede rummet af aktivitet idet studerende og forskere myldrede hen over det blanke parketgulv på vej til deres laboratorier, men på denne side af midnat henlå det sædvanligvis i stilhed.
“Hvad i alverden laver du, Himlan?” Isaiahs stemme rungede i den tomme forhal hvor miss Himlan stod fanget i lyskeglen fra en lommelygte på trappen i midten. Hun havde en bunke sagsmapper under armen og en skuldertaske slynget over den mørke skjorte.
Nattevagten, Simmons, hoppede forskrækket ved lyden af Isaiahs stemme og fik affyret et skud der ramte et sted i mørket bag den unge minor. Hun kiggede ikke engang efter det, men holdt sine grønne øjne fokuseret på Isaiah. Hans spørgsmål besvarede hun heller ikke.
“Simmons, forklar mig hvad der foregår her!” bjæffede Isaiah, selvom han allerede havde gættet at den tidligere studerende måtte have aktiveret alarmen. Han kneb øjnene sammen for at læse teksten på mappen i hendes arme. I sine seksten år som rektor havde han aldrig før oplevet at vågne midt om natten til den gennemtrængende lyd af tyverialarmen der hylede i hans embedsbolig. Nu stod han her med den lilla kappe hastigt trukket hen over sin stribede pyjamas, og så på det sidste menneske han havde forventet ville gøre sig skyldig i indbrud.
“Hende der og hendes mandlige ven triggede alarmen fra laboratoriet i 3.25.B,” forklarede Simmons der endnu en gang pegede sin revolver på miss Himlan.
“Den del kunne jeg godt regne ud. Hvorfor tror du jeg står her?” spurgte Isaiah utålmodigt.
”Åh. Jeg havde glemt at embedsboligen er koblet på alarmen til 3.25.B,” indrømmede Simmons.
“Jeg kan ikke se nogen ‘mandlig ven’. Hvor har du gjort af ham?”
Isaiah kneb øjnene sammen for bedre at kunne se skriften på de dokumenter miss Himlan stod med. Ingen af de eliksirer som befandt sig i hans personlige laboratorie måtte falde i hænderne på fremmede. Ikke engang en harmløs minor.
Vagten var helt rundt på gulvet og plaprede løs om små flasker og giftig røg, men det eneste Isaiah hæftede sig ved var at den indtrængende mand angiveligt ikke var i besiddelse af Isaiahs projekter.
Han vendte blikket imod miss Himlan igen. Noget glimtede i hendes hånd da lyset fra lommelygten fangende det. Først da bemærkede han den lille flaske.
Han stivnede. Selv på afstand genkendte han den skinnende livseliksir.
”Hun har manipuleret dig,” konstaterede han stift. “Den flaske der udvikler ingen røg.”
Miss Himlan trak på skuldrene som om hun ikke anede hvad hun stod med.
“Så er der vel ikke noget til hinder for at jeg smider den?” sagde hun og gjorde mine til at kaste den fra sig.
Uvilkårligt gibbede det i Isaiah, og han strakte hånden ud som for at gribe den. Det var håbløst for hun stod for langt væk til at han ville nå det inden den ramte gulvet.
“Det tænkte jeg nok.” Hendes tonefald var selvtilfredst.
Isaiah bed tænderne sammen, da han indså at han havde undervurderet hende. Hendes uvidenhed var skuespil og hun vidste præcis hvad hun havde stjålet.
Hvordan kendte hun til hans projekt? Ingen vidste hvad han havde arbejdet med de sidste fire år. Ikke bestyrelsen. Ikke engang Mariah var indviet i det fulde omfang af hans forskning, selvom hans datter var den eneste han stolede nok på til at betro sine hemmeligheder.
“Himlan, du aner ikke hvad du leger med!” sagde han og kunne ikke helt holde en rysten ude af sin stemme. Han holdt skarpt øje med flasken som hun trillede rundt i sin håndflade.
Det føltes som en provokation. Et indtryk der kun blev understøttet af at det næste hun sagde var: “Jeg leger ikke længere.”
“Skal jeg skyde hende?” spurgte Simmons.
Isaiah sendte ham et hvast blik.
Miss Himlans taske klirrede ildevarslende da hun trak i stroppen, og hans mørke øjne søgte hende igen.
“Jeg ved ikke hvor skrøbelige de her flasker er, men jeg har tasken fuld af dem, og jeg tænker vi finder ud af det lige straks hvis du forsøger at skyde mig.” Hendes smil var koldt og det kriblede ubehageligt under hans hud.
“Hold for himlens skyld op med at pege den revolver på hende!” snappede han og Simmons sænkede endelig sit våben.
Isaiah havde brug for en måde at få eliksiren ud af hænderne på miss Himlan, der langsomt bevægede sig sidelæns i retning af døren. Det øjeblik hun trådte udenfor, var hans chancer for at få den tilbage væsentligt reduceret.
“Ved du hvad du står med?” spurgte han konverserende, mens hans tanker kredsede om at løse det foreliggende problem. Eliksirer, sagsmapper, den unge minor. Han kalkulerede sandsynligheden for at vriste det fra hende. Chancerne for at beskadige dokumentationen eller eliksirflaskerne og muligheden for at hun var i besiddelse af flere giftige overraskelser. I princippet var han ligeglad med om der skete noget med minoren, men han vidste at det ville blive frygteligt besværligt for universitetet at bortforklare et dødsfald i deres forhal. Særligt dødsfaldet af miss Himlan som allerede havde skabt rigeligt problemer for dem. Da han valgte hende til opgaven med at efterforske domhuskollapset havde det virket som en klog løsning. En elegant løsning ligefrem. En ubetydelig studerende med en stærk personlig interesse i at opklare sagen til universitetets fordel. En føjelig person hvis narrativ let kunne vendes imod hende hvis resultatet af efterforskningen ikke satte universitetet i et heldigt lys. Det virkede samtidig som en passende straf for mestrene Himlan at deres eneste datter risikerede at miste sin kappe hvis ikke hun formåede at rense hermetikerne for skyld i sagen.
“Jeg har skimmet noget af baggrundsinformationen,” sagde miss Himlan.
“Hvordan vidste du overhovedet at jeg arbejdede på det projekt?” spurgte han og stak hænderne i lommen på sin lilla kappe, så den lukkede sig tættere om ham og skjulte den stribede pyjamas indenunder.
“Det gjorde jeg ikke,” svarede hun.
Isaiah kontrollerede omhyggeligt sit ansigtsudtryk. Hvordan havde hun været så usandsynlig heldig at falde over det alligevel? Hvis han havde været et overtroisk fjols af en astronom ville han have troet det var stjernernes måde at hævne sig på ham for ikke at have afværget skandalen inden universitetet blev hevet igennem sølet. Som om det ikke var straf nok at han havde borgmester Henley i telefonen hver eneste dag. Hvordan New Yorks borgere kunne betro sådan et hverv til en kvinde med hendes manglende uddannelse var udover hans fatteevne.
Miss Himlan kantede sig nærmere døren.
“Det er et spændende projekt,” sagde hun.
Han bed tænderne sammen og løsnede med en vis anstrengelse sin kæbe igen. Hun talte om hans livsværk, som var det et hyggeligt lille projekt han dimsede med efter arbejde, og ikke en opfindelse der ville indskrive ham i historien.
“Det er Projektet,” sagde han.
Hun havde alle kortene på sin hånd og hun vidste det. Ikke alene vidste hun det, men hun ønskede at han skulle vide at hun vidste det.
“Ved bestyrelsen godt at du arbejder på det?”
Han svarede ikke, akut bevidst om at hans tid var ved at rinde ud. Hun var allerede alt for tæt på døren.
“Jeg har alle flaskerne og dokumenterne bag,” sagde hun og bekræftede Isaiahs frygt.
Hun havde i sandhed alle kortene på sin hånd.
Isaiah havde sjældent svært ved at finde på noget at sige. Faktisk kunne han kun komme i tanke om et enkelt tilfælde tidligere, hvor han havde været ude af stand til at formulere et svar og det var da Mariah annoncerede at hun ikke ville søge optagelse på universitetet. Dengang havde han et øjeblik frygtet at hun ville gå i sin mors fodspor på Pythia, men det viste sig heldigvis at hun var mere interesseret i at sælge kapper end at bære dem.
”Det … det kunne du ikke finde på!” sagde han til miss Himlan. Indtil dette øjeblik havde han ikke troet at hun virkelig ville stjæle hans forskning. Ikke rigtigt. Men nu var han ikke længere i tvivl om at hun mente det. Hun stod med hans livsværk i hænderne og hun havde tænkt sig at gå derfra med det.
Han knyttede hænderne i lommen og borede fingerspidserne ind i sine håndflader for at minde sig selv om ikke at miste fokus, selvom han ikke længere vidste hvad hun var i stand til.
Hun sagde intet, men trådte blot endnu et skridt i retning af døren.
Panik truede med at overvælde ham, men han undertrykte sine følelser med en effektivitet der kom af års træning. Om et øjeblik ville hun træde ud ad døren med hans opfindelse, og det eneste han kunne gøre nu, var at sørge for at hun ikke offentliggjorde den i sit eget navn.
“De ville aldrig tro dig hvis du påstod at det var din opfindelse,” sagde han. “Du er i forvejen utroværdig på grund af efterforskningen. De vil tro at du finder på det for at skaffe en vej tilbage til universitetet.”
Det svarede hun selvfølgelig heller ikke på, men han håbede at han havde plantet tvivl nok til at købe sig tid til at skaffe eliksiren tilbage inden hun forsøgte at tage æren for hans arbejde.
“Må jeg spørge om en ting?” spurgte hun i stedet, men ventede ikke på tilladelse. “Hvad havde du tænkt dig at gøre med det når det var færdigudviklet?”
Hun vidste tydeligvis også at hun ville slippe afsted med det hele i sin besiddelse. Isaiah borede fingrene endnu hårdere ind i sin håndflade for ikke at række ud og flå eliksiren ud af hænderne på hende. Det ville ikke hjælpe og han risikerede at beskadige flaskerne.
“Ikke noget,” sagde han fraværende, allerede halvt i gang med at planlægge hvordan han skulle skaffe eliksiren tilbage. “Jeg ville bare bevise at det er muligt. Ligesom alle andre hermetikere. Hvad har du tænkt dig at gøre med det?” Han spurgte uden reelt at forvente et svar.
Miss Himlan bakkede et par skridt indtil hun stod indrammet af i det diffuse lys fra gadelamperne på den anden side af hoveddøren. Hun så ung ud, men han havde lært ikke at undervurdere det stædige drag om hendes mund eller lade sig narre af de uskyldige grønne øjne.
“Det vil tiden vise,” var det sidste hun sagde inden hun forsvandt ud i natten.
”Du er fyret,” var det sidste Isaiah sagde til Simmons inden han fulgte samme vej.
-
(Kontroversielle) produktivitetstips for forfattere
Jeg har fået lidt et ry for at være en super effektiv, så derfor har jeg besluttet at dele mine tips til hvordan man som forfatter kan være virkelig produktiv. Som med alle andre råd, så er det et udtryk for mine erfaringer, så hvis det ikke virker for dig, får du altså ikke pengene tilbage…
1. Giv slip
Du har skrevet en bog og gennemarbejdet den to eller tre gange. Godt arbejde, klap dig selv på skulderen og kom videre.
Nogle gange lyder det i skrivespirekredse som om der er en slags stolthed i at være på sin 17ende redigeringsrunde. En slags forherligelse af den endeløse proces, som om man først da er blevet en ’rigtig’ forfatter.
Hvis du gerne vil være produktiv, så gælder det om at give slip på manuskriptet, når du har gennemarbejdet det akkurat nok.
Alt efter din proces kan det godt være at det er nødvendigt at redigere manuskriptet en 5-8 gange, men personligt sigter jeg efter 2 store gennemarbejdninger og 1 gennemlæsning med fokus på formatering og småfejl.
Over and out, videre til det næste.
Min oplevelse er at jeg efter de ca. 2 gennemarbejdninger ikke kan gøre manuskriptet bedre alligevel. Så er der ingen grund til at sidde og fedte med nogle små detaljer i yderligere 10 redigeringsrunder.
Kunne mine bøger blive endnu bedre hvis jeg redigerede dem 7 gange mere?
Måske.
Men vi kommer aldrig til at finde ud af det, for jeg har overhovedet ikke tålmodighed til at vade rundt i den samme tekst så mange gange. Den tid jeg kunne have brugt på at nusse yderligere om teksten bruger jeg i stedet på at skrive et nyt manuskript.
2. Sæt barren højt
Der er forskellige skoler inden for det med at sætte mål for sig selv. Videnskaben siger vist egentlig at det bedste er at sætte et mål der er så latterligt lavt at sandsynligheden for succes er 100%. Det er noget med at menneskehjernen rigtig godt kan lide fornemmelsen af at kunne krydse opgaver af den mentale ToDo, og det er særligt belønnende hvis man oven i købet opnår mere end ens målsætning.
Men nu er det her jo en serie kontroversielle produktivitetstips og ikke en videnskabelig afhandling, så ignorer den etablerede videnskab for en stund.
Min erfaring er, at hvis jeg sætter for beskedne mål, så laver jeg også for lidt.
For det er jo altid okay at stoppe når man har nået sit mål. Hvis målet er 200 ord, så vil jeg stoppe der. Hvis målet er 2000, så er det der jeg stopper. Nu må du gerne vende tilbage til videnskaben og do the math på hvilket mål der sætter mig op til den mest produktive arbejdsdag.
Jeg har brug for målsætninger der presser mig til at holde skruen i vandet. Helst noget der er lige på grænsen af det umulige. På den måde får jeg den mest effektive skrivetid.
Det skal selvfølgelig ikke være dediceret umuligt, men bare rimelig udfordrende.
Præmissen er så også, at jeg aldrig slår mig selv oven i hovedet, hvis jeg en enkelt gang ikke når mine super ambitiøse dagsplaner. Det er trods alt kun et mål jeg har sat for mig selv.
3. Prioriter så lidt tid som muligt til skrivningen
Nu bliver det lidt kontroversielt, men giv mig lige en chance for at forklare min pointe inden du ruller øjnene helt om i baghovedet.
Jeg ved godt at man tit snakker om hvordan man skal prioritere tid til at lave de ting man gerne vil. Det er jeg for så vidt helt enig i. Min erfaring er dog også at jo mere tid jeg har til en opgave, jo mindre koncentreret er jeg om at udføre den. Jeg havde fx et halvt år til at skrive mit bachelorprojekt, som jeg brugte på at fedte rundt uden at komme nogen vegne, indtil jeg refokuserede og skrev hele projektet på bare tre uger.
Et andet eksempel er når jeg skriver første udkast. Så kan jeg godt lide at arbejde med et dagligt ordmål på fx 2000 ord. Hvis jeg har en hel dag til rådighed til at skrive, så tager det mig en hel dag at skrive 2000 ord. Hvis jeg kun har en time, så tager det mig 50 minutter.
Det er fordi jeg ved at min tid er ekstremt begrænset, så jeg er nødt til at være PÅ når jeg prioriterer tid til skrivningen.
Når jeg gerne vil skabe fremdrift i mine projekter, er der simpelthen ikke plads til at smøle, hvis jeg har begrænset tid til rådighed.
Deraf min pointe.
Det er selvfølgelig væsentligt at skabe noget tid til at skrive, men det behøver altså hverken være hele eller halve dage, så længe man forstår at udnytte den tilgængelig tid virkelig effektivt, og det er altså her jeg oplever at mindre tid faktisk giver mere effektivitet.
4. Skift mellem flere projekter
Det overrasker tit ikke-forfattere hvor meget ventetid der er når man skriver en bog. Man venter på betalæsere eller redaktører eller trykkerier. Bogudgivelser er grundlæggende stop-and-go fra det øjeblik man går i gang.
Ventetiden kan man selvfølgelig benytte til at tage sig en velfortjent ferie, men man kan også bruge tiden på at arbejde på andre manuskripter, for på den måde kontinuerligt at udnytte skrivetiden fuldt ud og holde sig i et arbejdsflow.
Nogen vil måske hævde at det ikke fungerer at arbejde på flere manuskripter samtidig.
Mit trick er at jeg aldrig er i gang med flere manuskripter samtidig, men at jeg arbejder på flere manuskripter på skift.
Jeg kører altid en proces (fx et første udkast, gennemarbejdning eller korrekturrunde) helt til ende førend jeg skifter til et andet projekt.
Og nej, jeg får dem aldrig blandet sammen i mit hoved. Projekterne skulle gerne være så forskellige at det ikke er et problem at holde dem adskilt. Faktisk vil jeg næsten mene, at hvis man har problemer med at adskille sine bøger, så er der ikke variation nok i det man skriver.
Hvis det er lige hardcore nok at skifte mellem forskellige manuskripter, så kan man også tage den lidt blødere version og bruge ventetiden på at arbejde på sit SoMe-game, hjemmeside, blogposts eller andre accessoriske opgaver, som også hører til at være i forfattergamet.
5. Spring worldbuildingen over
Worldbuilding er en produktivitetsfælde. Det er der mere end én grund til:
- Det får dig til at føle at du arbejder på dit manuskript, uden at du faktisk får produceret et eneste ord.
- Du opfinder en masse detaljer som aldrig finder vej til din endelige bog, så tiden du bruger på dem er reelt spildt.
Jeg siger ikke at løsningen er ikke at worldbuilde, for dit univers skal selvfølgelig stadig hænge sammen og give mening. Jeg siger bare at:
Det er ikke altid hensigtsmæssigt for produktiviteten at bruge en masse tid på at worldbuilde på forhånd.
Måske det er lige så godt at opfinde det nødvendige efterhånden som du har brug for det?
På den måde undgår du at bruge energi på detaljer som alligevel ikke skal bruges til noget, og du frigiver arbejdstiden til at skrive på dit manuskript i stedet.
-
Sådan forbereder jeg mig til NaNoWriMo
Jeg forbereder min ide
Dem der har fulgt mig længe ved at jeg sjældent plotter på forhånd, men derfor forbereder jeg stadig på en eller anden måde min ide inden det hele går løs. På den måde undgår jeg at starte 100% fra nul den 1. november.
I praksis betyder det at jeg formulerer min ide for mig selv. Måske skriver jeg den oven i købet på en post-it jeg kan klistre på min computer.
Til Mindelandet 1 var min ide noget i retning af: ”Dronningeslægt med magisk evne baseret på brug af minder har mange hemmeligheder og en hullet hukommelse, hvorfor prinsesse sendes ud på rejse for at afdække hvilke hemmeligheder der er afsløret for fjende.” Jeg havde samtidig en ide om bogens første scene, og en tanke om hvilke hovedkarakterer der skulle være med og hvad deres roller var. Første scene endte med at holde stik. Karaktererne … not so much. I hvert fald ikke rolle-delen.
Det vigtige er heller ikke om det holder stik, men at jeg har noget. Et eller andet udgangspunkt at skrive fra. Så skal kreativiteten nok tage over når først jeg rammer mit skriveflow.
For mig personligt er det en snæver balance, for jeg kan godt lide at have noget, men ikke så meget at alt det sjove går af at folde historien ud på skrift.
Jeg forbereder mit skriveprogram
Når jeg skriver første udkast sker det i FocusWriter, som er et gratis program som ikke kan særligt meget andet end at køre fuldskærmstilstand. Det har ingen knapper eller menuer synlige medmindre man fører musen over dem, så der er fuldstændig ro til at koncentrere sig om at skrive.
Programmet har også den feature at man selv kan designe sin opsætning, og det er det jeg mener med at jeg forbereder mit skriveprogram.
Inden NaNo går i gang, sætter jeg mig med FocusWriter og laver en skræddersyet opsætning til det pågældende manuskript.
Det betyder at jeg vælger et baggrundsbillede der på en eller anden måde underbygger min ide eller den stemning jeg gerne vil ramme.
Det kan virke som et lidt irrelevant step i forberedelserne, men det hjælper mig reflektere over tonen for bogen. Samtidig så fungerer det under selve skrivningen som et anker for den oprindelige ide, hver gang jeg har manuskriptet åbent. Til Academia havde jeg eksempelvis en baggrund med apotekerglas.
Jeg forbereder min kalender
Det er super vigtigt for mig at finde tid til at skrive hver eneste dag i november. Både fordi jeg alt for hurtigt kommer bagud hvis der er dage hvor jeg ikke skriver, og fordi det hjælper mig med at blive i historiens flow.
Forudsætningen for at kunne lave den her øvelse er at vide, hvor lang tid det tager at skrive dagens mængde ord.
Jeg ved med mig selv, at det er muligt at skrive 1667 ord på ca. en time. Ergo skal jeg finde en time hver dag, som jeg kan bruge på NaNo.
Derefter gennemgår jeg min kalender for måneden, og gør mig tanker om hvornår jeg har tid til at skrive. På de almindelige hverdage er det ikke så svært, for der har jeg som regel en times tid om aftenen, som jeg sagtens kan sætte af til formålet. Skal jeg ikke noget i weekenden finder jeg også snildt en time hver dag.
Udfordringen opstår når dagen er blokket ud med andre aktiviteter. Fx som i år hvor jeg skal på Bogforum i 3 dage. Teknisk set er der tid om aftenen efter bogforum, men jeg ved også at jeg bliver virkelig træt efter en hel dag på messe, og at jeg i hvert fald søndag har en 3 timers køretur hjem. Mit bedste bud er altså at skrive om morgenen inden jeg tager på messe.
I løbet af måneden har jeg også mine forfatterfridage, som jeg kan bruge til at indhente eventuelle forsømte ord, eller booste mit wordcount i forventningen om mere udfordrende dage. De sidste to dage i november har jeg ferie, så her er der en buffer til en heroisk slutspurt hvis det bliver nødvendigt. Alternativt bruger jeg gladelig de to dage på at spise æbleskiver og binge Netflix.